14 juni 2006

Klematis projektet

Jeg har forelsket mig dybt i klematis. I går investerede jeg i to nye sorter, som jeg plantede ved siden af den som pludselig er dukket op ved hegnet i baghaven. Jeg glæder mig usigeligt til at se de tre forskellige klematis fylde det grimme hegn med overdådige blomster.

Ansporet af min nye kærlighed opdagede jeg ved et tilfælde at vi har en kæmpemæssig gammel klematis midt inde i hækken ved siden af havelågen. Den har vi desværre ikke meget gavn af, da den uundgåeligt bliver klippet ned sammen med hækken.

I stedet har jeg klippet en masse flotte skud af. Halvdelen har jeg sat i vand og bundet op som de er - i håbet om at de hurtigt slår rødder og snart kan plantes ud til sine kusiner op ad hegnet. Den anden halvdel har jeg lavet stiklinger af på den professionelle måde efter en metode jeg har fundet på nettet.

Jeg krydser fingrene for at projektet lykkes, så vi til næste sommer har udsigt til en hel væg af storblomstrende klematis i stedet for det grimme grå-grønne hegn.













Ingen kommentarer: