12 juni 2006

Havens frugter

Ferskentræet fik vi i bryllupsgave af min bror Niels og hans kone Gry. Det vokser op af husmuren mod øst, hvor den får masser af læ og lækker morgensol. For et par uger siden stod den i et flor af fine lyserøde blomster, og nu vokser der et væld af små dunede frugter på grenene.




Hindbærbuskene er endnu en bryllupsgave - fra Torstens mor. De blomstrer lige nu med snarlige løfter om lækre aromatiske bær.







Vinrankerne er så småt ved at få samme frodige look, som sidste år. Bittesmå blomsterstande kan lige akkurat anes. I år skal de trimmes, så vi får store flotte bær. Håber på en varm sommer, så de ikke bliver alt for sure.

I fredags høstede jeg rabarber for første gang. De endte i en lækker rabarberkage af mørdej med kokus. Serveret lun med en smule creme fraiche. Umm.

Tomater skal vi have - af egen avl. I foråret såede jeg en hel pose fuld af tomatfrø. Desværre plantede jeg dem ud alt for tidligt. Men heldet tilsmiler åbenbart de skøre, for en enkelt tynd spire overlevede og vokser nu om kap med sin meget større fætter fra den lokale planteskole.






Jordbær hører sommeren til. Da vi anlagde den nye terasse i baghaven fyldte vi blomsterkummerne med tre forskellige sorter. De blomstrer for fulde gardiner og nogle af planterne har allerede store bær på vej. Forleden opdagede jeg en jordbærplante som stod helt solo i stauderabatten. Den blev flyttet om til de andre, hvor der er sol hele dagen.

Paradisæbletræet er en bryllupsgave fra Annette og John. Massevis af fine hvide blomster er nu afløst af små grønne frugter. I år skal de syltes, tror jeg, når de er høstemodne.

Blommer bliver der tilsyneladende ingen af i år. De var ellers gode sidste år. Men i år svigtede blomstringen - sikkert på grund af det kolde forår - og der er desværre INGEN frugter overhovedet at ane på træet. ØV!

Ingen kommentarer: