Onsdag morgen vågnede vi op til endnu en tragedie i akvariet. Den ene af vores nye kysseguramier lå død på bunden. Det var lige sket, kunne vi tydeligt se, fordi de andre fisk endnu ikke var begyndt at æde af den. Ja, de er sgu kannibaler de fine små væsener.
Det mærkelige var at der intet var at se på den. Ingen hvide pletter, ingen tegn på parasitter eller finneråd eller noget som helst andet. Meget mystisk! Men måske var den bare svag.
Belært af tidligere dyre erfaringer skyndte jeg mig alligevel at hælde en dosis medicin i akvariet. Bare for en sikkerheds skyld.
Og det viste sig at være ganske klogt. For om eftermiddagen fik jeg til min store forskrækkelse øje på at den ene af vores store gamle blå guramier svømmede rundt helt uden halefinne. Den var simpelthen ædt op af de andre fisk - nok mest tigerbarberne; vores små bøller. De går kun efter de svage og syge.
I en vis fart fik jeg pakket vores nyindkøbte isolationsnet ud. Det var egentlig indkøbt som fødselsklinik til vores gravide sejlfinne molly, men måtte i stedet debuttere som skadestue. Jeg fik hurtigt indfanget og isoleret den skaderamte og umiddelbart virkede den da også helt upåvirket af situationen. Svømmede lidt rundt og hyggede sig. Så jeg håbede at den ville komme sig med lidt kærlig pleje.
Dødskampen
Men, ak. Efter nogle timer begyndte den at synke til bunds og have svært ved at holde balancen. Og kort tid efter lagde den sig på bunden og døde.
Lykkeligvis (syv, ni, tretten, bank under bordet osv) lader det til, at ingen andre fisk er berørt. Lektien denne gang må være at vi er nødt til at forudsætte at alle nye fisk bringer parasitter med sig uanset hvor friske de ser ud og uanset hvor pænt akvarierne er holdt i butikken. Hver gang vi har introduceret nye fisk, er sygdomme fulgt efter.
Vi skal derfor ikke have nye fisk foreløbig, og når vi skal, bliver vi nødt til at give en dosis forebyggende medicin.
Det mærkelige var at der intet var at se på den. Ingen hvide pletter, ingen tegn på parasitter eller finneråd eller noget som helst andet. Meget mystisk! Men måske var den bare svag.
Belært af tidligere dyre erfaringer skyndte jeg mig alligevel at hælde en dosis medicin i akvariet. Bare for en sikkerheds skyld.
Og det viste sig at være ganske klogt. For om eftermiddagen fik jeg til min store forskrækkelse øje på at den ene af vores store gamle blå guramier svømmede rundt helt uden halefinne. Den var simpelthen ædt op af de andre fisk - nok mest tigerbarberne; vores små bøller. De går kun efter de svage og syge.
I en vis fart fik jeg pakket vores nyindkøbte isolationsnet ud. Det var egentlig indkøbt som fødselsklinik til vores gravide sejlfinne molly, men måtte i stedet debuttere som skadestue. Jeg fik hurtigt indfanget og isoleret den skaderamte og umiddelbart virkede den da også helt upåvirket af situationen. Svømmede lidt rundt og hyggede sig. Så jeg håbede at den ville komme sig med lidt kærlig pleje.
Dødskampen
Men, ak. Efter nogle timer begyndte den at synke til bunds og have svært ved at holde balancen. Og kort tid efter lagde den sig på bunden og døde.
Lykkeligvis (syv, ni, tretten, bank under bordet osv) lader det til, at ingen andre fisk er berørt. Lektien denne gang må være at vi er nødt til at forudsætte at alle nye fisk bringer parasitter med sig uanset hvor friske de ser ud og uanset hvor pænt akvarierne er holdt i butikken. Hver gang vi har introduceret nye fisk, er sygdomme fulgt efter.
Vi skal derfor ikke have nye fisk foreløbig, og når vi skal, bliver vi nødt til at give en dosis forebyggende medicin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar